Gå til hovedindhold

Artikler og nyheder

Her kan du læse artikler fra Horsens Marina, der relaterer sig til sejlads og det maritime liv.

Indhold

    Artikler fra Horsens Marina

    Marie Lund Knudsen (tv) og Pernille Juul får opfyldt en gammel drøm med Nior Bistro i Horsens Marina

    Kendt Juelsminde-bistro etablerer sig i Horsens Marina

    Makkerparret Pernille Juul og Marie Lund Knudsen vil skabe samme madoplevelser og samme stemning som Nior Bistro og Havnens Cafe & Isbar i Juelsminde.

    Af Jesper Svennum

    Selv om Pernille Juul og Marie Lund Knudsen er solidt etablerede i Juelsminde Marina med spisestederne Nior Bistro og Havnens Cafe & Isbar, var det alligevel en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da makkerparret i marts 2024 overtog Restaurant Pyntens lokaler i Horsens Marina:

    -  Vi har i mange år været på udkig efter at åbne en is-oplevelse i Horsens, som man i dag kører til Juelsminde for at få, siger Pernille Juul.
    Makkerparret har kigget på alle mulige lokaler i Horsens. Men ingen af dem var tilpas ”nice”, som Marie formulerer det:

    -Vi ville så gerne have det maritime miljø med, ligesom i Juelsminde. Så gæsterne kan nyde isen med udkig over vandet. Jeg kunne ikke selv forlige mig med tanken om at have med is at gøre og ikke have udsigt til vand. Men det har vi her, fortsætter Marie. Hun tilføjer:

    -Vores mangeårige interesse for at åbne isbar og bistro i Horsens handler også om noget så simpelt som, at vi – selv om vi bor i Juelsminde - orienterer os meget mod Horsens. Vi tager på shopping i Horsens, vi går på restaurant i Horsens, jeg selv træner i Horsens, mange folk i Juelsminde holder med AC Horsens i fodbold og så videre, påpeger Marie Knudsen.

    Vi tager det bedste med fra Juelsminde

    Da kvinderne først fik muligheden for at skabe madoplevelser i Horsens Marina, gik de all in. Så udover at genskabe den bugnende isbar tager de også konceptet fra NIOR Bistro med sig. Og samler det hele under ét tag.

    -Vi starter lidt forsigtigt og mærker efter, hvordan vi står i Horsens. Og hvor meget personale, vi kan hyre ind. Vi lægger ud med de bedst sælgende retter fra NIOR Bistro & Café-afdelingen i Havnens Café & Isbar i Juelsminde. Med alle is, drys, desserter, shakes etc. fra Isbaren. 
    - Men vi satser da på at skrue op, så vi kan tilbyde hele paletten, som folk kender det fra Juelsminde Havn, siger Pernille Juul.

    Syv dage om ugen – på sigt ti måneder om året

    Men selv fra starten satser Pernille og Marie på at kunne tilbyde brødudsalg fra eget surdej-brødsbageri fra klokken syv om morgenen. I starten dog kun i weekenderne.
    De agter at holde bistro og isbar åben både frokost & aften. Med happy hour på fadøl & drinks fra kl. 16-17. NIOR Horsens vil holde åbent alle ugens syv dage fra 15. maj- 15. september inklusive helligdage.

    -I de øvrige måneder kan der blive et par ugentlige lukkedage, men lad os nu se, om vi ikke kan komme i mål med at holde åbent hver dag alle måneder undtaget januar-februar. Her holder vi også lukket i Juelsminde”, siger Pernille.

    Ideer & drømme funkler

    En ting er maden og isene. Men her stopper legen ikke for de to driftige kvinder:
    -Vi har så mange ideer. Så selvfølgelig skal vi også have gang i nogle aftenevents. Det kan være øl- eller romsmagning. Det kan være livemusik med vores husorkester, som vi bruger jævnligt i Juelsminde. Vi har så mange ideer…, griner Pernille Juul.

    - Prøv lige at tænke på at sidde på terrassen med rejer & rosé, skaldyrsfad eller bare en god burger mens solen spiller hen over vandet og live musikken spiller stemningen yderligere op – man bliver jo helt glad oveni bare ved tanken, smiler Pernille.

    Bliver godt for alle

    Pernille og Marie håber at kunne tiltrække mange flere gæster fra nær og fjern, som måske ikke hidtil har fundet vej til Horsens Marina.

    - Ja, det er vores klare håb og forventning, at vi kan være med til at skabe mere liv og stemning i Horsens Marina. Med vores bistro, isbar og events kan vi forhåbentlig bidrage til, at flere sejlere og landkrabber generelt vil besøge marinaen. Og hvem ved - måske vil nogle sidde hos os og tænke…. hmm, det kunne være dejligt at have sin egen båd liggende i Horsens Marina, forudser Pernille Juul. 

    Ny vedligeholdelsesplan for Horsens Marina

    Horsens Kommune har frigivet en vedligeholdelsesplan for Horsens Marina. Planen er udarbejdet af firmaet A1. Og den gælder for perioden 2024 til 2029.

     

    SøredningstjenestenI 2022 sejlede søredningsselskabet i Juelsminde ud til 108 aktioner. Her er redningshold sejlet til undsætning ved en synkende motorbåd.

    Havets frelsende engle

    Den frivillige redningstjeneste, Dansk Søredningsselskab sejlede i 2022 på 108 redningsaktioner fra Juelsminde. Det svarer til en aktion cirka hver tredje dag i sæsonen.   

    Af: Jesper Svennum

    Vinden blæste 14 sekundmeter, da en mor og far og tre børn sidste år stævnede ud fra Hou i en sejlbåd, de havde lejet til sommerferien. Ingen ombord havde nævneværdig erfaring i at sejle. De havde sejlet for motor hele vejen fra Aarhus. Og gjorde nu det samme fra Hou. Ingen havde åbenbart tænkt på, at båden kunne løbe tør for brændstof.

    Men det var præcis, hvad der skete ud for Gyllingnæs. Båden gik i stå, og blev nu hastigt presset ind mod kystens stenrev af den hårde østenvind. De hverken kunne eller turde sætte sejl og redde sig fri af land. Så efter et stykke tid skete det uundgåelige. Båden drev ind på revet og lå nu og skurrede hjælpeløst op og ned og frem og tilbage. Faderen måtte i desperation ringe efter hjælp.


    Grønne i hovederne af angst

     En time senere ankom en rød redningsbåd med ordet RESCUE SAR skrevet på siden. Båden sneg sig ind på det lave vand og hen til sejlbåden.

    De tre børn var grønne i hovederne af angst og kvalme, så de kom over i redningsbåden. En trækline blev lagt ud. Og langsomt fik de familiens sejlbåd vristet fri fra revet og sejlet mod den nærmeste havn, der var Snaptun på den modsatte side af Horsens Fjord.

    Bådføreren på RESCUE kan den dag i dag stadig genkalde sig, hvor højt, ægteparret i sejlbåden råbte og skreg af hinanden, mens de blev trukket over fjorden. Det her havde ikke været for sjov. Tværtimod havde en hyggelig sommerferiesejlads pludselig ændret sig til at være en leg med døden. Og endda med deres tre børn ombord.

    Knap var båden fortøjet sikkert i Snaptun, før konen skred i vrede. Manden stod tilbage og kiggede tavst ned på broen.

    Familien satte aldrig mere deres fod i sejlbåden. Den blev hentet af udlejeren og sejlet tilbage til Aarhus.

    Man sætter hele familiens liv på spil

     Redningsbåden RESCUE tilhører Dansk Søredningsselskab i Juelsminde. Og bådføreren, der overhørte familieskænderiet på vej over Horsens Fjord, er Thomas Strøbeck. Han har gennem de seneste fire år været leder af redningsstationen.

    ”Jeg kan undre mig over, at mange sejlere ikke synes at tage havet alvorligt. Det er som om, de ikke tænker på, om deres sejlkompetencer er gode nok, og om de har en nødplan klar, hvis uheldet er ude. Jeg har alt for tit måttet sige til sejlere, at de jo ikke kun sætter sig selv på spil. De sætter typisk hele familien på spil, fortæller stationschef Thomas Strøbeck fra stationens kontor i Juelsminde marina.  

    Især efter corona er det, som om revl og krat er kommet på vandet, oplever han:

    ”Eksemplerne står nærmest i kø. Sidste år måtte vi sejle ud til en 22 fods sejlbåd, der med en familie ombord var gået ud fra Bogense i fjorten sekundmeter – uden sejl og kun med en to-hestes motor.

    Vi fandt ham kun med nød og næppe, fordi hans navigation var frosset flere timer før, og han opgav en helt forkert position. Manden var så stresset, at vi måtte lægge ham i køjen for at få ro på ham…”

    Der er grønne, gule og røde aktioner

     I 2022 nåede Søredningsselskabet i Juelsminde op på ikke færre end 108 redningsaktioner. Langt de fleste, omkring firs procent, har været klassificeret som såkaldte grønne udkald. Det er aktioner, hvor der ikke har været overhængende fare for forlis eller menneskeliv.

    Hvis en båd for eksempel ligger tæt på et rev, kan aktionen opgraderes til gul. Her er der potentielt fare for et forlis med risiko for personskade eller død.

    Kun otte gange i 2022 blev Søredningsselskabet kaldt ud i røde aktioner.
    Det kunne være aktioner, hvor en båd bryder i brand, eller hvor personer falder i vandet eller kommer ud for en anden ulykke på vandet. I meget triste tilfælde kan det være en selvmorder, der hopper ud fra en bro.

    I sådanne aktioner vil der typisk være både en helikopter fra Søværnet, dykkere fra Falck og mandskab fra Marinehjemmeværnet. Men Søredningsselskabet har ikke desto mindre en stor rolle i ”Search and Rescue” aktioner til havs.

     Et dusin gennemtrænede reddere

     Indtil for få år siden var stationen i Juelsminde ikke verdens mest velfungerende redningstjeneste, ifølge stationens nuværende leder, Thomas Strøbeck. Der blev ikke trænet specielt meget i redningsaktioner. Og det var så som så med professionalismen.

    I dag er billedet et andet. Dels råder stationen nu over båden RESCUE, der er en professionel jet-redningsbåd, som mandskabet kan gå ud af havnen med i op til 16 sekundmeter. De kan sejle 40 knob i timen, selv om natten og i tæt tåge – takket være FLIR navigation med infrarødt kamera, der understøtter bådens to andre navigationssystemer.

    Dels hersker der i dag en hel anden korpsånd blandt stationens 12 aktive reddere – ti mænd og to kvinder.

    ”Vi har fået sat vores indsats rigtigt godt i system. Især tager vi vores udannelse meget seriøst, påpeger han og uddyber.

    ”Vi har tre uddannelsestrin: Først uddannes man til redder. Så navigatør. Og til sidst bliver man bådfører. Vi træner i disse uddannelser hver tirsdag aften uden for sæsonen. Gennem hele forløbet arbejder vi rigtigt meget med det mentale”.

    For en ting er at have sejlet i mange år og føle sig meget erfaren. Noget andet er pludselig at stå på en jetbåd i to meter høje bølger og tage medansvar for andre mennesker – måske for deres liv. I den henseende er det vigtigt, at at hver redder ved, hvor hans eller hendes egne grænser går, betoner stationslederen.

    Thomas Strøbeck oplever, at mange – især de unge – ikke forstår, hvorfor de dog øver det samme igen og igen og igen.

    ”Men det er fordi, det er nødvendigt at kunne alle manøvrer på rygraden. Jo mindre, vi behøver at sige til hinanden under en aktion, jo bedre. Det gør det hurtigere at gennemgå og blive enige om, hvordan vi tackler alle de tænkelige scenarier, vi er på vej ud til. For det er afgørende vigtigt, at alle ved præcis, hvad der skal foregå, når vi er ved den nødstedte båd”.


    Fakta om Søredningsselskabet

    Et typisk bådteam:
    En redningsbåd går typisk ud fra Juelsminde med fem personer om bord: En bådfører, en navigatør, to reddere og en redderassistent. Assistenten er  kun med som observatør som en del af hans eller hendes oplæring.

    På landstationen:
    Under en aktion sidder mindst én person på kontoret på marinaen. Fra kontoret kan man holde øje med og guide redningsbåden(e) samt  koordinere indsatsen med andre instanser – typisk JRCC.

    Det er Søværnets Kommandoenhed, der styrer de såkaldte Search and Rescue indsatser. Mange kender enheden under dets gamle navn, SOK.

    Stationens økonomi:
    Det koster 200-300.000 kroner om året at drive Søredningsselskabet i Juelsminde. Dette beløb kommer fra kontingenter, som betales af medlemmerne – der er danske sejlere.

    Et medlemskab koster 600 kroner om året. Driften går primært til brændstof, udstyr og vedligehold. Herudover har stationen søgt midler fra fonde og virksomheder, bl.a. så redningsbåden Rescue fremover kan medbringe en rib, der kan sejle ind på helt lavt vand.

    Søredningstjenesten på landsplan
    Der er i dag (2023)  tolv lokale stationer i Søredningsselskabet.

    I 2022 sejlede tjenesten ud på 889 redningsaktioner i Danmark.
    Tjenesten blev grundlagt i Danmark i 2014 efter svensk forbillede.

    Søredningsselskabet sejler ikke kun ud til dem, der er medlem af tjenesten. De sejler ud og redder alle, der ligge på åbent hav. Men ikke, hvis båden ligger i en marina f.eks. med motorproblemer.